Hvordan finder jeg den rette sadel?

Vil du også sidde godt på din sadel? Få den støtte du har brug for og undgå ømhed og endda smerter og siddesår?
Det vil de fleste men hvordan, det er ikke altid nemt at finde frem til?

Der findes utallige sadler på markedet, nok til at vi kan skifte saddel lige så ofte som vi skifter undetøj. Men hvad gør vi så?
Der er flere ting du selv kan gøre, som at måle nogle relevante mål op på dig selv.

Opmåling til sadel
En ting der er vigtig ved den rette sadel og det gælder både for tri og landevejscykling, det er stabilitet.
Stabilitet handler om hvor god støtte den enkelte sadel giver og et godt sted at starte er at måle bredden på dine sidde-knogler. De knogler der pipper frem midt i dine baller når du sætter dig ned.

Hvis din sadel er for smal får dine siddeknogler ikke nok støtte. Du risikerer derfor at det største kontaktpunkt er midt på sadlen, lige der hvor vi aller mindst har lyst til det trykker.
Anskaf dig et stykke pap og sæt dig på det på en stol. Læn dig lidt frem, ligesom når du rækker frem efter cykelstyret. Løft samtidig henholdsvis det ene og det andet ben skiftevis nogle gange og herefter bør du have lavet nogle små mærker i pappet.
Er de svære at se kan du forsøge at føre en blyant blidt henover pappet og forhåbentligt vil det fremgå hvor bulerne er.
Når du har registreret bulerne måler du længden mellem centrum af de 2 punkter og du har bredden af dine siddeknogler.

Mange cykelbutikker har et måleinstrument der måler netop dette og ved dette mål kan du gå i byen efter den rigtige bredde sadel. Bredde på sadlen bør ofte være ca 2-2½ cm bredere end dine knogler, så måler du 120mm. er en saddelbredde på 140-145mm. et godt sted at starte.

Type af sadel
Når vi skal vælge type af sadel handler det meget om hvor smidige og bevægelige vi er i vores ryg, hofte og bækken.
Jeg beder altid folk om at stå med strakte ben og dernæst prøve at nå deres fødder. Nogle er mere smidige end andre men nogle er også bedre til at bukke sammen i hoften hvor andre bruger rygsøjlen.
Denne viden er vigtig og kan give næste hint til valg af sadel.
Er du meget bevægelig i din hofte, dvs. du nærmest kan få maven ind på lårene, så vil en sadel med et større cut-out i midten og en sadel der kurver passe dig godt. Grunden til det større cut-out er at du bøjer hoften mere fremover og derved vil presse dit mellemkød mere markant ned mod sadlen.

Har du derimod svært ved at få maven ind på lårene men i stedet runder meget i ryggen, så vil en mere flad sadel være passende og give dig større mulighed for at krybe frem på sadlen når du skal ned og være rigtig aero.

Hvordan kan jeg hjælpe dig?
Udover den viden vi får fra ovenstående øvelser, så bruger jeg pressure mapping. Ved hjælp af tusindvis af elektroder i et tyndt klæde trukket over sadlen, så kan vi se hvor og hvor meget det trykker. På den måde kan vi finde den saddel der trykker mindst de rigtige steder, men ikke mindst, holder dig mest stabil.

På nedenstående eksempel kan vi se at trykket er mere jævnt fordelt i højre siden end i venstre. Men samtidig kan vi faktisk også se hvilket billede og sadel der giver den mest stabile position. Stabilitet er vigtig, så vi ikke sidder og vrider på sadlen og slider hul i huden. Men det har lige så stor en effekt på vores lænd, da rotation vil stresse rygsøjlen og give gener over længere tid.

Den lille “krudsedulle” midt på sadlen giver netop et billede af stabiliteten. Jo større område krudsedullen breder sig over jo mere bevæger vi os og igen kan vi se, at bevægelsen er markant mindre på højre billede end venstre.

Er sadlen det eneste problem?
Langt fra! Jeg oplever jævnligt folk kommer med op til 5 forskellige sadler og kan fortsat ikke finde den rette. Det handler desværre ofte i de tilfælde om positionen af sadlen mere end sadlen. Sidder du dårligt på cykle, f.eks. for højt, så vil du højst sandsynligt opleve problemer ligemeget hvilken sadel du vælger.

Kunne tænke dig at få lavet et sadelfit eller tjekket din position samtidig, så kan du booke en tid til bikefit her

Skriv et svar