Hvordan vælger du den rigtige cykel?

Cykler har udviklet sig meget de sidste 30 år. En stor del af denne udvikling er kommet efter introduktionen af ​​kulfiberrammer og så kaldet carbon, der byder på nogle flotte og kreative design. Men med denne nye teknologi er prisen på cykler også steget markant

De fleste købere vil have en cykel, der ligner en sportsvogn og ender med at fokusere på rammedesign, farve og udseende som de største prioriteter, når de køber en cykel

Men er den cykel du kigger på, virkelig den rigtige til dig? Får du mest cykel for pengene? Inden du betaler 25-50.000 kr for en cykel, så kommer her mine råd omkring dine overvejelser

Rammens materiale

Når du køber en ny cykel, er der mange muligheder, når det kommer til rammens materiale. Hvert materiale har sine egne fordele og ulemper. Jeg har dog valgt de mest normale ud og opridset de vigtigste faktorer, du skal overveje, når du bestemmer, hvilket rammemateriale der måske passer dig.

 

Aluminium

I 1990’erne var aluminium det nye sort. Men med opfindelsen af ​​carbonfiberrammer er aluminium minde udbredt. En stor del af dette har med fabrikanterne at gøre – Carbon er dyrere at producere, men kan også sælges til en højere pris.

Bagdelen ved aluminium er komfort, selvom rørene i den dyre ende i dag er blevet markant mere stødabsorberende end tidligere.

Materialet kan ikke formes og støbes så let som carbon og er det aerodynamik du går efter, så vil det mest sandsynligt ikke være en aluminiums ramme du skal købe.

Carbon

Carbonrammer har mange gode kvaliteter. For det meste er de temmelig holdbare, tilbyder komfort og er lette. Den største fordel ved carbon kommer dog i produktionen. På grund af materialet kan disse rammer formes, så de passer til næsten enhver form, hvilket kan være en enorm fordel for en person, der leder efter en aerodynamisk triathloncykel eller en af ​​de Ferrari-lignende former, der tilbydes i dag.

Ligesom f.eks. titanium, koster carbonfiberrammer mere at lave end aluminium. Nogle producenter vil dog vælge et billigere materiale indenfor carbon typer, hvilket kan være en risikabel ting, set i forhold til holdbarhed og sikkerhed. Hvis du kigger efter en carbonramme, skal du sørge for, at rammen er af høj kvalitet, hvilket er en nøgleindikator for, at du får et kvalitetsprodukt.

Komponenter

Udover benene er komponenterne din cykels motor.
De 3 mest almindelige mærker er Shimano, SRAM og Campagnolo.

Hvilket mærke du vælger er ofte et religionsspørgsmål, men ved mange cykelmærker har producenten allerede valg for dig for at gøre cyklen mere prisvenlig.

Du kan altid spørge i butikken om de, mod et gebyr, vil udskifte det system der er på den enkelte cykel hvis det ikke er indenfor dine præferencer. Du kan højst få et nej 🙂

Udover hvilket mærke du skal gå efter, så er der også forskellige niveauer af kvalitet indenfor dem alle. Det er her ofte din pengepung der afgør hvad du skal vælge, men ofte får du ikke nogen forskel i kvalitet fra den dyreste til næst dyreste, men blot mindre vægt, hvilket faktisk kan gøre de dyreste komponenter mindre holdbare.

En typisk fejl er ofte at gå efter de billigste komponenter for at kunne få den dyre ramme. Det er sjældent en god ide, da der er stor forskel på hvor godt de billige og dyrere grupper skifter, virker og har af holdbarhed.

Det bedste du kan gøre, er at finde en god balance mellem kvalitet af ramme og kvalitet af komponenterne. De næst bedste eller måske endda tredje bedste geargrupper er oftest gode nok til de fleste og koster langt under de dyreste.

Leder du blot efter en cykel til at pendle på, så er de billigere grupper helt klart mere end gode nok.

Hjul

Hjul er klart den del af cyklen der hæver prisen mest. Men det er også den del der afgør den største forskel i køreoplevelsen.

Der vil ofte sidde mindre dyre og derved mindre ”gode” hjul på cykler ud af butikken eller internettet, da det er her prisen kan holdes nede. Mange cykler kommer med helt almindelige eger hjul, såkaldte træningshjul.
Vægt og aerodynamik på hjul har større indflydelse på cyklens kvalitet og køreoplevelse end vægt og aerodynamik typisk har på selve rammen.

Nogle butikker tilbyder at bytte hjul ud med dyrere modeller mod en merpris, det kan godt være det værd. Men igen handler det om hvad du skal bruge cyklen til. Skal du blot pendle, så er de originale hjul rigtig fine, men skal du sydpå og køre i bjerge eller køre cykelløb, så er der en stor gevinst ved at vælge nogle lette eller aerodynamiske hjul.
Lejer i hjulene er oftest også noget bedre i de dyrere hjul end de billige, hvilket igen giver et bedre resultat når vi snakker performance.

Mobilt bikefit

Bikefit

Du ved først rigtig om en cykel passer dig når du kører på den. Så spørg altid i butikken om du må køre en tur på den og prøv gerne flere modeller/størrelser så du kan mærke forskellen. Helt optimalt tager du alt dit udstyr med og kører en rigtig tur på cyklen, men det er nok næppe mange cykelbutikker der tillader dette?

Udover selve størrelsen på cyklen, så betyder ting som pedalarmslængde, bredde på styr, længde på frempind og måske endda sadeltype meget for oplevelsen af cyklen og du bør derfor få vejledning i dette.
Om den enkelte butik kan hjælpe dig med disse specifikke ting, afhænger af butikken, men min oplevelse er, at de færreste har kompetencer og tid nok til at gøre dette ordentligt.

Derfor kan det godt være en god ide at få foretaget et bikefit efter du har købt cyklen. Bikefitteren kan måske endda hjælpe dig med at vælge den rigtige cykel inden du køber og efterfølgende kan han hjælpe dig med at finde den rigtige sadel, frempind og pedalarmslængde.

Du kan med fordel spørge butikken om du må komme tilbage og bytte sadlen eller længden på frempinden når du har været til bikefit, det kræver dog nok at du ikke tager cyklen i brug før efter bikefittet.

Jeg har selv for nyligt flyttet mit bikefit studio til en cykelbutik, Veloconcept, for netop at forsøge at komme ovenstående problematik til livs. Her kan jeg hjælpe kunden med køb af den rigtige størrelse cykel, type og sørge for at cyklen er sat perfekt op når kunden forlader butikken med hans eller hendes nye cykel.

Hvis du er interesseret i at læse mere om bikefit eller booke en tid, så kan du gøre det her

Skriv et svar