Så er vi her igen, fristerne for hvad vi må og kan er forlænget og stævner og konkurrencer aflyses på stribe
Det er de-motiverende for alle, men vi kan intet gøre ved det. Det eneste vi kan gøre er at bakke op om de restriktioner der er lavet, i håb om vi hurtigst muligt kan komme igennem denne krise!
Hvad du ikke dør af gør dig stærkere!
Alle mine atleter er påvirket af denne krise. Alle har et mål i løbet af sæsonen i form af en konkurrence og er derfor påvirket af situationen. Det nemmeste er at slå op i banen og give op, og helt forståeligt.
Men heldigvis (og måske allermest derfor jeg laver det jeg laver), så dyrker få af dem jeg coacher sport for resultaternes skyld. De gør det fordi de kan lide det. De kan lide processen og resultaterne er kun toppen af kransekagen.
For dem alle, om de vil det eller ej, så er det en livsstil. Og når det er en livsstil, så må man ikke stoppe!
Hvis sport, og det at bevæge sig fysisk, er en integreret del af hverdagen, så er det farligt at slå op i banen. Det daglige skud af endorfiner er det der gør dig glad. Men også tilfredsheden ved at have en plan og udføre den, dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.
Hvis vi fjerner målet fjerner vi også incitamentet for at træne, “hvorfor skulle jeg”!??
For ikke at gå i hundende, blive deprimeret, blive sur og indebrændt. For at kunne klare hverdagen, specielt den vi står i lige nu!
Mit råd er derfor, find et andet mål!
Et mål behøver ikke være en konkurrence og et specifikt resultat. Faktisk anbefaler jeg altid folk ikke at sætte resultatmål. Man kan ikke kontrollere sine konkurrenter og deres præstation, men man kan kontrollere sin egen.
Et mål kan være mange ting. Det kan være fokus på svagheder man aldrig rigtig får gjort nok ved. Det kan være en ny FTP, ny pr på 5 km. Eller blot at tabe de 5 kilo der altid er irriterende på raceday.
Ja faktisk kan man sige at du er heldig!
Du har fået muligheden for at blive endnu bedre og stærkere inden din konkurrence, det er da fedt!
“You have to go low to go high!”
Det har altid været mit motto og er det stadig. Det er jo nemt nok for mig at sige du skal finde et nyt mål når det gamle er smuldret. Derfor er det helt forståeligt og uundgåeligt at være ærgerlig, ked af det, trist og frustreret. Men når du har sovet på det nogle dage, så er det vigtigt at komme op på hesten igen og finde et nyt mål!
DERFOR, tillad dig selv at være trist, sur og skuffet, kun på den måde kan du finde ny energi og samle dig selv op fra gulvet!
Om du læser dette fordi du er atlet hos mig eller ikke, så er min telefon altid åben. Du er velkommen til at ringe til mig og få en snak omkring hvordan du kan vende denne situation til noget positivt.
“THINK POSITIVE – GO FAST”
De bedste hilsener, Michael