Bikefit – Science or nonsense?

Jeg har lavet bikefit siden 2010, hvor jeg startede med en bog og en vejledning. Siden har jeg taget uddannelse hos Cyclefit i London, hvilket gav kvaliteten i mine bikefit og forståelse af, hvad der er vigtigt i et bikefit.
Det var dog først for en lille måned siden, da jeg deltog i et intensivt kursus med Tony Corke fra England, at det gik op for mig, hvor den store forskel kan gøres og hvad der skal til, for at komme frem en cykel tilpasset rytteren og ikke omvendt.

Tony introducerede os for de grundlæggende og basale fokusområder og det gik meget hurtigt op for mig, at meget af nutidens bikefit teknikker, i stor grad, fokuserer på irrelevante ting.

Jeg har altid gået meget op i de rette vinkler. Det gør næsten alle bikefit ”systemer” såsom Retül, Specialized, Guru, you name it.

Men HVORFOR?

Det er klart, at har vi en standard, en fast vinkel, vi skal holde os omkring, så gør det pludselig hele processen meget nemmere og samtidig nemt, at synliggøre for den der bliver bikefittet.
Men hvorfor lige den vinkel?
Det er måske noget du skal spørge din bikefitter om, næste gang han måler eller bruger et system til, at måle en vinkel på dig.

Men hvad er så vigtigt?

Det er det unikke i hver af os. Ingen af os er ens og ingen kan derfor skæres over en bred kam. Vores smidighed, fleksibilitet og ikke mindst styrke er unikke forhold som for hver af os, kan være langt fra hinanden og for nogles vedkommende, sagtens sprænge skalaen for de på forhånd fastsatte ”rigtige” områder eller vinkler.

Noget af det jeg har taget med mig er, hvor stor en betydning tyndekraften gør for vores position og specielt vores tråd. Noget de fleste ikke lægger stor vægt på, men noget så enkelt som, at køre i bjerge, dvs. ændre hældning og derved den kraft der trækker i os. Det kan gøre en stor forskel for positionen, tryk på sadlen, evnen til det samme tråd som på flad vej og derved ændre det på måden vi sidder på cyklen.

En anden ting er aerodynamik. Klart det er vigtigt hvis vi vil flytte os hurtigt fremad. Specialized slogan er endda ”Aero is everything”. Det er rigtigt, hvis det skal gå så hurtigt som muligt, men hvis motoren ikke kan kører stærkt nok, så hjælper aerodynamik ikke det store. Og måske er motoren endda stærk, men begrænses den af en lukket position og dårlig stabilitet på sadlen, så er der allerede sat begrænsninger op for den maksimale kraft og ydeevnen over længere tid.

Det er måske ikke nyt for mange, men alligevel ser jeg ofte både cykelryttere og triatleter der opsøger den mest aerodynamisk mulige position med styret så lavt som muligt, med håb om, at køre stærkere.
Ser vi pedaltrådet som et ur, så indskrænker vi muligheden for, at starte vores tråd så tidligt som muligt. I Stedet for, at starte vores tråd kl. 1 (med en åben hofte), så kan vi måske først starte kl. 3 og har mistet det første stykke.
Skal vi både være aerodynamisk og have en åben hofte, så er det måske hellere pedalarmslængde vi skal kigge på, hvorved vi kan bibeholde en mere aerodynamisk position og åbne vores hofte mere.

Vi kan også skubbe vores sadel længere frem, hvilket triatleter ofte gør og hvilket i sig selv er en fin løsning. Vi åbner hoften og åbner op for vores tråd, men vi flytter også vores kropsvægt længere frem på cyklen. Derved tillader vi tyndekraften endnu mere, at trække i og den større kraft vil kunne mærkes på arme, skuldre og specielt større tryk på sadlen og for nogle vedkommende mellemkød, hvilket i sig selv er yderst ubehageligt og potentielt kan være sundhedsskadeligt.

Derudover indskrænker vi IGEN vores mulighed for, at starte et ”tidligt” tråd, ved at flytte sadlen for langt frem. Vi mister endda også muligheden for, at slutte trådet sent, da vi ikke kan trække foden til os inde over krankboksen og får til slut kun et tråd hvor vi belaster vores muskulatur i overlåret.

Men hvis vi ikke må gøre os selv alt for aerodynamiske, da det kan belaste vores stabilitet på cyklen, og give en dårlig oplevelse, hvad gør vi så og bliver vi ikke bare langsommere?

Ikke nødvendigvis. Til nævnte kursus lejede vi med min aerodynamik og flyttede mit styr 30mm. højere op. En stor forskel, der gav mig mulighed for, at sidde stabilt på sadlen og åbne min hofte. MEN, jeg blev faktisk ikke mindre aerodynamisk. HVORFOR? Fordi jeg i min højere position af overkroppen fik nemmere ved, at dykke mit hoved og derved kunne jeg uden problemer opnå samme aerodynamik som før. Med de 30mm. Lavere, var det en stor belastning for min nakke, at dykke hovedet og derved blev jeg mere afslappet, fik et bedre tråd OG endda sad lige så aerodynamisk.

Anders F. Faczinek-Beckmanns billede.              Anders F. Faczinek-Beckmanns billede.

Alle disse små detaljer er forskelligt for os alle når vi tager styrke, fleksibilitet og smidighed i betragtning og derfor findes der ikke en formel der sikre, at vi alle undgår ovenstående problemstillinger.
Det skal testes for hver enkelt og selv få millimeter, kan skubbe det ud af kurs.

Min begejstring ved mine nye opdagelser går allermest på, at jeg nu har tilegnet med metoder hvorved, jeg i fællesskab med rytteren, kan finde den præcise position uden, at skulle bruge og låse os fast i bestemte vinkler.

Er du mere nysgerrig, så kig forbi en dag til en snak, smid en mail eller book et bikefit. Du vil ikke fortryde det, det tør jeg faktisk godt sige!

God dag og god jul

Skriv et svar